Alternativ behandling – virker det?

Rigtig mange danskere anvender alternativ behandling hvert år. De fleste som supplement til den almindelige medicinske behandling. Nogle få fravælger medicinsk behandling og sætter udelukkende deres lid til alternativ behandling. Men er vi egentlig for ukritiske over for alternative behandlingsformer? Virker alternativ behandling? Det sætter jeg lidt fokus på i dette tema.

Der findes et hav af alternativ behandlingstilbud – alt lige fra akupunktur til homøopati. Nogle alternative behandlingsformer er der mere evidens for end andre. Nogle er mere anerkendt som alternativ til medicinsk behandling end andre.

Med andre ord er det en jungle at finde rundt i – fordi der er både reélle behandlere som behandler med metoder der er både anerkendte og med evidens – eller i det mindste spor af evidens. Men der findes i den grad også fupmagere, som behandler andre som er desperat efter at finde en behandling – måske fordi der ikke længere findes nogen medicinsk udvej. Nogle behandlinger er direkte sundhedsskadelige. Og der er ingen tvivl om at disse fupmagere tjener rigtig gode penge på det – og det er jo med til at finde de gode argumenter frem, når de skal tale for deres behandling.

Argumenter i debatten

Nogle alternative behandlere anbefaler deres kunder at fravælge medicinsk behandling – og anvende alternativ behandling i stedet for. Der kommer forskellige argumenter imod medicinsk behandling eller for alternativ behandling på banen og jeg tænker at nogle af dem skal nævnes her. Har du flere argumenter imod medicinsk behandling eller for alternativ behandling er du velkommen til at lave en kommentar.

Lægen lyver

Man hører tit argumentet om at lægen lyver. Lyver, når han anbefaler medicinsk behandling. Ofte anvendes synonymet “dem med de hvide kitler” i stedet for læger.

Dette argument er et af de billige argumenter imod medicinsk behandling, som alternative behandlere ofte anvender. Og det er jo med god grund, fordi jo dårligere lys de kan få lægen til at stå i, desto flere kunder og dermed penge vil de jo også få.

Jeg synes det er et billigt argument, fordi de vælger at tilsmudse modparten i stedet for at argumentere FOR alternativ behandling. Det er nemmere at svine modparten til i stedet for at argumentere for sin egen tro.

Det er også et billig argument, fordi det kan ingen modargumentere. Man vil aldrig nogen sinde kunne teste om lægen faktisk lyver.

Som modargument kan jeg så spørge: hvorfor i alverden skulle lægen lyve? Der er da ingen læge der er interesseret i andet end patientens bedste. Det er fuldstændig tåbelig at påstå at hele sundhedssystemet er én stor sammensværgelse af personer der bare vil snyde deres patienter.

Medicin har bivirkninger

At medicin har mange bivirkninger er ofte også et argument man hører i debatten. Og ja, medicin HAR bivirkninger. Det lægges der ikke skjul på. Det er også derfor at ingen læge anbefaler at man tager medicin med mindre det er nødvendigt.

Bivirkningerne ved medicin er fuldstændig åbenlys og offentliggjort i patientvejledningen. Bivirkninger der kan spores tilbage til brugen af medicin undersøges nøje i alle tilfælde.

I debatten påstår alternative behandlere så at deres behandling eller medicin IKKE har bivirkninger. Dette er ikke korrekt. Alt behandling og medicin har bivirkninger, fordi der er ingen behandling som passer til alle mennesker – vi er alle forskellige.

Til forskel fra almindelig medicin, er disse bivirkninger derimod ikke offentliggjort på samme måde på forhånd og der føres ikke samme kontrol med bivirkningerne.

Alternativ behandling virker mod alt og til alle

I debatten for alternativ behandling hører man ofte om at medicin ikke virker og at de medicinske behandling skærer alle patienter over én kam og behandler dem ens – blot ved at udskrive medicin. Derimod er alternativ behandling en individuel behandling, hvor man tænker mere på individet.

Dette er jo ikke korrekt. Netop ved medicinsk behandling sker der en individuel undersøgelse og diagnose på baggrund af dette. Man kan ved medicinsk behandling undersøge hvilken behandling der passer til det enkelte menneske, virker bedst og giver færrest bivirkninger.

Dette er derimod ikke tilfældet ved alternativ behandling, hvor man netop mener at man skal bare drikke et shot af en bestemt væske én gang om ugen og så virker det mod ALT. Dette er da ikke individuel behandling.

Læger er ikke åbne overfor alternativ behandling

Man hører også at læger ikke er åbne overfor alternativ behandling. Dette er heller ikke sandt. Rigtig mange læger er åbne overfor alternativ behandling – ja der findes faktisk en del læger der specialiserer sig inden for alternativ behandling. Det er jo også derfor vi ser mere akupunktur anvendt i medicinsk praksis, f.eks. som tilbud til gravide.

Men læger er ikke åbne overfor ALT alternativ behandling. Der kræves evidens eller i hvert fald spor af evidens på at det virker. Og det er netop fordi læger ikke vil lyve over for patienterne. Lægerne er fagligt uddannet og patienterne skal altid kunne stole på at kunne få en faglig rådgivning som baserer sig på solid evidens. Dette må læger ikke gå på kompromi med.

Så hvis alternative behandlere ikke føler sig hørt, så handler det om at føre evidens for behandlingen. Evidens som overholder retningslinjerne for evidens efter videnskabelige principper.

Hvordan finder jeg en god alternativ behandler?

For det første hvis man vælger at anvende alternativ behandling mod en sygdom, kan det være en god ide at spørge sin læge til råds. Selvom lægen anbefaler den konventionelle behandling, så vil lægen kunne komme med rådgivning angående alternativ behandling også. Dette omfatter om der er evidens for at det virker og måske især om det kan være sundhedsskadelig. Denne rådgivning er vigtig at få.

Herudover kan det være en god ide at undersøge om den alternative behandler du vil vælge er RAB-behandler. RAB står for Registreret Alternative Behandlere. Det er en beskyttet titel, hvilket betyder at den må en alternativ behandler ikke bruge, hvis han ikke faktisk er registreret – så kan han blive politianmeldt. At en alternativ behandler er registreret siger ikke noget om hvorvidt behandlingen virker eller ej – men det betyder at behandleren er under kontrol og at du har nemmere ved at klage.

Det at en alternativ behandler er RAB-behandler betyder som minimum at følgende skal overholdes – jf. RAB-bekendtgørelsen:

  • Behandleren må kun anvende metoder der er forsvarlige og om de er kvalificerede til. Det betyder at behandleren må IKKE anvende metoder der kan være sundhedsskadelige.
  • Behandleren skal anbefale at søge læge, hvis sygdommen kræver medicinsk behandling.
  • Behandleren må ikke fraråde alm. medicinsk behandling.
  • Behandleren skal løbende opdatere sin viden inden for området. De skal også have en fundamental uddannelse inden for behandlingen, inden de behandler.
  • Behandleren skal informere kunden om selve behandlingen, hvorvidt de kan forvente den virker.
  • Behandleren skal informere om en risiko eller bivirkning ved behandlingen.
  • Behandleren skal føre en slags journal over behandlingen. I denne journal skal der fremgå hvem de har behandlet, hvorfor de mente det var nødvendigt at behandle og hvilken information de har givet kunden.
  • Behandleren har tavshedspligt.

Der er altså en del rimelige krav som man skal overholde som registreret alternativ behandler. Man kan sige at det svarer lidt til de rettigheder man som patient også har ved almindelig medicinsk behandling – selvfølgelig lige bortset fra manglende evidens. Dette betyder at man kan vælge alternativ behandling fordi man tror på behandlingen (ikke fordi der er viden for behandlingen) – og man kan så beholde sine rettigheder man kender fra sundhedssystemet. Hvis ikke en registreret alternativ behandler overholder disse, kan man klage.

One comment

  1. Du skriver det som om det er alle alternative behandlere, som siger de ting. Jeg undersøger i denne uge alternativ behandling, og jeg har snakket med flere behandlere. De siger selv at der selvfølgelig er bivirkerninger, og de slet ikke på den måde du beskriver det.
    Man kan tydeligt se hvem du holder med, og derfor burde du ændre din måde at skrive på. Du kan fortælle, og ikke skrive på en måde, så du taler ned til dem.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *